Samlinger Lokaliteter TidstavleFaunalister Blin


Lampridiformes orden

Klassifikation er ikke oplyst!

 Faktiske data om fund 
Katalognummer:
90
Accessionsnummer:
DK 101
Samling:
Danekræsamlingen
Samler:
Statens Naturhistorisk Museum
Finder:
Henrik Madsen
Bestemt af:
Niels Bonde
Lokalitet:
Ejerslev Molergrav, Mors
Stratigrafi:
Fur Formationen
Periode:
Tidlig Eocæn
Type:
Sediment:
Cementsten

Billede

Foto ©: Sten Lennart Jakobsen


 Beskrivelse:   af  Niels Bonde 
En meget flot og komplet lille fisk. Knoglerne i gælleregionen, skulderbæltet, bækkenet og den bagerste del af underkæben er imprægneret med guldskinnende pyrit, som gør fossilet meget iøjnefaldende.

Nutidens glansfisk er en højoceanisk, fritsvømmende og farvestrålende kæmpe på over 1½ m. Den tilhører gruppen af lampridiformer, der er meget primitive pigfinnefisk. Trods sin ringe størrelse på ca. 2,5 cm er DK 101 en typisk lampridiform i alle sine karakterer. Kun få af lampridiformerne har egentlige finnepigge i ryg- og gatfinnen, fx. Palaeocentrotus samt en enkelt nulevende art af slægten Velifer. DK 101 har næppe haft finnepigge (finnerne er ikke komplet bevarede). I stedet er både ryg- og gatfinnerne meget høje med bløde, leddelte finnestråler. Også de fremrykkede bugfinner og de højt placerede brystfinner har lange stråler. Disse mere specielle kendetegn behøver imidlertid ikke at gå igen hos de voksne, meterlange fisk. Det er velkendt fra mange nulevende fisk bl.a. lampridiformer, at finnerne ændrer drastisk form fra unge til voksen.

Kraniet har en kolossal høj nakkekam, som kropsmuskulaturen har været fæstnet til hen over hovedet. Øjet ses tydeligt, fordi den mørke plet fra pigmentet i årehinden er bevaret. Snuden er typisk for lampridiformer, som kan strække kæberne langt fremad, når de åbnes for at sluge et bytte, der suges ind af mundhulens undertryk. Der er omkring 40 korte hvirvler. Nærmest den store nakkekam er hvirvlernes torntappe meget slanke og høje, hvilket også er et typisk træk hos lampridiformerne. Ribbenene omkring bughulen er lange. Fisken har med andre ord haft en høj og sammentrykt krop som de fleste lampridiformer. Der er imidlertid et enkelt forhold, der peger i en anden retning. Gatfinnens slanke, forreste finnestøtter buer bagud på en karakteristisk måde, noget man ellers kun ser hos nogle af de meget langstrakte, nulevende lampridiformer som vågmærer og sildekonge. Den høje og sammentrykte krop er det oprindelige inden for lampridiformerne, og gatfinnens udformning kunne derfor tyde på, at DK 101 trods sin høje krop repræsenterer en overgangsform til de langstrakte former som vågmæren.

Sådanne kendes fra den 4-5 mill. år yngre Monte Bolca fauna, hvor lampridiformen Bajaichthys har en noget forlænget krop, og der findes også en lille ubeskrevet form med en lang, meget tynd krop.

 Note Lampridiform (sandsynligvis i slægt med nutidens glansfisk) i cementsten.

Danicafossils © 2015