Samlinger Lokaliteter TidstavleFaunalister Blin


Mineral

Klassifikation er ikke oplyst!

 Faktiske data om fund 
Katalognummer:
858
Accessionsnummer:
DK 873
Samling:
Danekræsamlingen
Samler:
Statens Naturhistorisk Museum
Finder:
Poul Søby Nielsen
Bestemt af:
Bo Pagh Schulz
Lokalitet:
Løsfund, Silstrup Klint
Stratigrafi:
Periode:
Sen Oligocæn
Type:
Konkretion
Sediment:

Billede

Foto ©: Sten Lennart Jakobsen


 Beskrivelse:   af  B.P. Schultz 
Den indstillede pseudomorf repræsenterer det bedst kendte eksemplar af en Glendonit type pseudomorf fra dansk Oligocæn, fundet syd for Silstrup Syd af Poul Søby Nielsen, der tillige har præpareret fundet. Glendonite er i dag brugt som fællesbetegnelse for en usædvanlig gruppe af pseudomorfer, som findes spredt på en række lokaliteter verden over. Dette uddybes i historikken og argumentationen for at her er tale om Glendonite type pseudomorf følger.

Prøver af sedimentet viser at det sedimentære kemisk dannede mineral er 26 millioner år gammelt, hvilket er ret interessant da der på den nordlige halvkugle i sen Oligocæn på shelfen i særlige geokemiske miljøer er en serie af disse materialiseringer. Noget der tilsyneladende har sammenhæng til Polerernes til isninger.

Det primære argument for indstillingen er den udstillingsmæssige og videnskabelige værdi. Ikke mindst da indstillede er af helt særlig art i sin opbygning (morfologi). Hvor af de erkendte lokaliteter for denne ejendommelige type pseudomorf har sin egen publicerede repræsentant. Pseudomorferne kendes fra cirka 600 millioner år geologi og er af så sjælden karakter at der kun er erkendt små 70 lokaliteter. Mineralerne tyder på at være en art indikatorer på helt særlige geokemiske og klimatiske omsving, hvilket forklarer deres meget sjældne forekomst sekvens. Så tiltros at indstillede pseudomorf består af det meget vanligt forekommende mineral kalsit er der altså tale om et af mineralogien mere sjældne klenodier.

Historik
Pseudomorferne blev første gang fundet i en nyrestaureret mineskakt i byen Sangerhausen ved Obersdorf i Thüringen af professor Freiesleben i 1827. Det er meget tydeligt når man undersøger de 2-5 cm store "krystallignende" kalcitlegemer, at der her er tale om pseudomorfer efter et mineral, der ikke umiddelbart er af samme symmetriklasse som kalcit. De usædvanlige pseudomorfer blev af den samtidige geologiske videnskab betragtet med stor interesse, men krystallografien var af en sådan art, at det ikke var muligt at bestemme den til orden. Vi ved i dag, at årsagen hertil er, at den sande symmetri tabes i løbet af pseudomorfoserings processen. Dengang som nu er forståelsen af den ydre krystallografi, den eneste anerkendte metode til bestemmelse af en given pseudomorfs stammineral. Så da man ikke kunne anvende krystallografien måtte der gives et kvalificeret gæt. På grundlag af to ræsonnementer, at valgte man at benævne pseudomorferne pseudogaylussite. Dels måtte de ud fra deres affiniteter antages for at være monokline, og dels bestod de af kalcit (CaCO3 ) ergo måtte moder mineralet også have indeholdt Ca og CO3. Det gør det monokline mineral gaylussite (CaNa2{CO3}2 • 5H2O) netop. Gaylussite er imidlertid et mineral som hører til i evaporit cyklusserne og kun findes bevaret i aride klimazoner. Derfor var det ikke helt ukompliceret, at argumentere for rigtigheden af antagelsen, når man her i Europa fortrinsvis fandt pseudomorferne i kvartære glaciale ler- aflejringer. Problematikken blev debatteret med jævne mellemrum fra 1827 til cirka 1905, hver gang en ny lokalitet blev fundet, men disse gamle tekster er hovedsageligt af historisk interesse, da de indeholder begrænsede mængder af information, f.eks. er petrografien sjældent beskrevet og lokalitets beskrivelserne giver ikke megen anvendelig information fra sig.

På grund af deres noget omtumlede historie får disse pseudomorferne mange forskellige navne : Gesternkörner (=bygkorn), pseudogaylussites, glendonit, jarrowite, gennoshi (= hammersten), fundylite og thinolit. Sidst- nævnte er en betegnelse, som dækker nogle meget store tuffa legemer, der findes i det fossile Lake Lahontan Bassin i staten Nevada, USA, først beskrevet i 1876 af Russel og senere et hovedtema i Edward S. Dana’s publikation fra 1884, i hvilken han forsøger, at komme en forklaring nærmere. Det er her thinolit’s historie kobles til pseudomorfernes, dog uden at Dana finder argumenter som bringer større klarhed.

Ukendt modermineral 1827 - 1963
Hen over årene har notabiliteter som Hintz, Blume, Goldsmith og Dana forsøgt at løse mysteriet. Men da ingen af dem havde kendskab til det egentlige moder mineral, måtte de alle give fortabt og alene komme med gode bud. Det mest sandsynlige modermineral opdages først i naturen i 60’erne af Hans Pauli i form af det meget lidt sandsynlige mineral Ikaite fra Ikka Fjorden. Ikait består af kalk og vand ( CaCO3•6H2O). Ikait er kun stabilt ved 3 – 7° C, derfor kaldes mineralet et geologisk termometer. Ved temperaturer over 7C omformes ikait til kalk (CaCO3). Omformet ikait kaldes glendonit. Når et mineral omformes uden at ændre form kaldes det en pseudomorf. I daglig tale kan det kaldes en forstenet krystal fordi der sker en art forstening. Ikait er naturens geologiske termometer og er opkaldt efter ikaitsøjlerne i Ikka Fjorden på Grønland. Det dannes under specielle forhold som en forbindelse mellem kalk og vand ved 3-8° C. I fjorden danner mineralet 25 meter høj slanke skær, fordi væksten sker i vandet.

En ny måde at anskue pseudomorfer
Ikaite har krystalklasse Monoklin M2 hvorfor det burde være nemt at indicere pseudomorfen. Blot viser det sig at alle pseudomorfer grundet pseudomorfoserings processens unikke diagenes efterlader den oprindelige krystallografi forstyrret med 10 – 15%. Noget der allerede i 1897 blev noteret af den Hollandske mineralog Van Calker og siden stadfæstet af V. Goldsmith og Hitze. Et vægtigt argument er dog at alle krystallografiens ”fædre” alle som en var enige om at klassificeret de ejendommelige pseudomorfer som værende af samme type. Med afsæt i den ydre morfologi viser det sig at den indre petrologi er så særegne, at det i dag er alment vedtaget, at det holder argumentet for indplaceringen. Ved diagenese opstår zonerede Kalsit krystaller i primær position, da pseudomorfoserings processen sker via Calciumcarbonat monohydrat, der optræder zoneret.

Da der siden er fundet ægte Ikaite fra lakustrine miljøer og dybhavns boringer, der ved re- krystallisationen udviser samme unikke petrologi, har petrologien derfor afgørende vægtning i indplaceringen af Glendonite som værende Kalsit efter Ikaite. I 2004 publicere Swainson og Hammond, at studier af ikaits krystal gitter, viser at dette gitter kan forvrides af organiske forbindelser således at den noget uortodokse udgave af Monoklin M2 klasse fremkommer. Dette videnskabelige argument er i dag kraftigt underbygget af at denne krystallografiske variant nu er fundet adskillige gange naturligt forkommen de ved Zair deep Sea fan, samt i vulkankratersøer i Patagonien.

Til yderligere oplysning kan videre give, at jeg efterhånden har set tyndslib af alle tænke lige pseudomorf typer bestående af kalsit, samt fra alle tilgængelige Glendonit lokaliteter, og det er kun i glendonite at den særlige petrologi ses. Mit arbejde med disse ejendommelige pseudomorfer har været som specialestuderende 1995 – 1998 ved Aahus universitet, samt i årene efter som ansat på Fur Museum, senest i samarbejde med Dr. Barbara Teichert og Franziska Nenning. M.Sc. fra Munster Universitet. Indstillet type pseudomorf er i disse forløb blevet grundigt undersøgt på i mit speciale og øvrigt arbejde, samt indgår i et større forskningsprojekt sammen med B. Teichert om den globale vinkel på de Oligocæne forekomster.

Morfologisk er det påtænkt at fremstille Silstrup Syd lokaliteten som type forekomst for det meget anoksiske miljø. Da studier nationalt, samt internationalt tyder kraftigt på, at de tre mest almindelige euhedrale morforlogier er miljø afledte. Formerne er enkelt legemer, legeme grupper (indstillede) og stellar noduler. Der forligger gode argumenter for at netop den fremhærskende morfologiske modus er afhængige af det diagenetiske miljø mht. frekvens. Den indstillede er ret uvanlig, da der er kendt over 5000 eksemplarer fra lokaliteten og de 99% er det stellare nodul. Dette alenen gør den frem præpareret psedomorf til et utrolig sjældent fund.

Danekræ 56
Emnet har et helt særligt dansk afsæt, da de største og bedst bevarede pseudomorfer kommer fra Fur fm. En krystal fundet af Bent Søe Mikkelsen blev 1993 erklæret Danekræ.

Der er fornyeligt fundet en langt større krystal end normalt. I Lyngshøj Molergrav på nordspidsen af Mors blev fundet en krystalsamling der målte ikke mindre end 1,5 meter på tværs. Samlingen består af op til 82 cm. lange enkeltkrystaller der vokser ud i alle retninger fra et fælles punkt, som en kæmpe julestjerne. Den er tilmed verdens hidtil største forstenede ikait krystal. Den største hidtil blev fundet i Australien omkring år 1900, den målte "kun" 70-80 cm på tværs. Det spektakulære fund er udstillet på Molermuseet.

Danmark er på denne vis toneangivende både lokalitets mæssigt, samt musealt videnskabeligt, da vi er med til at udrede dette emne der siden 1826 har mystificeret videnskaben.

Historiske kilder:
Dana, E.S. System of Mineralogy (1837), Manual of Mineralogy (1848),[3] and his Manual of Geology (1863).
Dana, J.S. Manual of Mineralogy – International Edition, July 6, 1993
Freiesleben. 1827. Isis, xx, pp. 333-336.
Goldschmidt, Victor, M. Entwicklung d. Krystallformen II, Taf VIII & IX, Zeitschrift f. Krystallogr. U. Min. 28 bd. 1923.
Hintze, C. A.F., Handbuch der Mineralogie 1916
LACROIX, A. Mineralogie de la France. Vol. 3, Part 1. 400 pp. ...... PSEUDOGAYLUSSITE, App., p. 55. 1905
Pelouse, J., 1831, Ann. Chim. Phys., 48, 311.


Danicafossils © 2015