Samlinger Lokaliteter TidstavleFaunalister Blin


Lophiiformes orden

 Faktiske data om fund 
Katalognummer:
488
Accessionsnummer:
DK 545
Samling:
Danekræsamlingen
Samler:
Statens Naturhistorisk Museum
Finder:
Mette Hofstedt
Bestemt af:
Lokalitet:
Stolleklint, Fur
Stratigrafi:
Periode:
Type:
Sediment:

Billede

Foto ©: Sten Lennart Jakobsen


 Beskrivelse:   af  Niels Bonde 
Beskrivelse: Næsten komplet lille fisk.
Total-længde 14 mm (standard-længde uden halefinne 11 mm),
kranium meget stort: ca. 3½ mm langt og 3 mm højt,
haleregion ca. 5 mm og kropsregion ca. 3 mm, kropshøjde forrest ca 2½ mm, lang halerod (bag D og A) ca. 3 mm, højde ca. 1½ mm.
Finner: D(orsal = ryg-) IV – V ret kraftige pigge, lille mellemrum, 7 stråler;
A(nal = gat-) I pig foran 4-5 stråler;
C(audal = hale-) fra rygsiden ca. 5/I/7/7/I/? kun 2.
P(ectoral = bryst-) ca. 10 stråler meget lavt placeret med basis skråt opad;
V(entral = bug-) ca. 5 stråler (ingen pig), er rykket frem under hovedet lidt foran brystfinnerne !!
Formel: D IV-V, 7; A I 4-5; C 16 principale, P 10, V 5.

Hvirvler: ?? kun 7-8 abdominale (? nogle få skjult bag hovedet) og ca. 15 caudale inkl. den sidste, ret store, opadbøjede ural-hvirvel, der ikke synes fusioneret med hypuralia; lidt usikkert om den næste foran er en fri PU1+U1 (præural fusion. m. 1. uralhvirvel, så at det ligner halefinnens basis hos paracanthopts el. et primitivt stadium af disses).

Kranium: kranietag trykket fladt op og fint bevaret, meget "gadiform/percopsiform"-lignende. Snude og overkæber ikke velbevaret (måske ses distale del af ene maxillare), men kort, skråt opadrettet, trekantet og ret høj underkæbe. Tydeligt stort øje med mørkt pigment bevaret. Ret store, lange branchiostegalia (gællehudstråler) helt tilbage til bugfinnerne. Preoperculum (forgællelåg) let vinklet og ret smalt, men vist nok med nogle radierende volde ud mod bagkanten. Operculum (gællelåg) ses at have en meget lige forkant og nok være ret smal, dog utydelig. Hyomandibulare også noget utydelig, men kraftig quadratum (ledben mod underkæben).

Skulderbælte: Lang og smal, let krummet cleithrum med en ret stor dorsal plade bagud. Der er en kraftig, nedadrettet dog ret kort ’skaft’ (? af radier) for brystfinnerne, hvis basis vender skråt opad et lille stykke bagved bugfinnerne (altså forlemmer bag baglemmerne).

Skælklædning: der er muligvis meget store, tynde, cycloide skæl med tætte circuli (tilvækstlinier). Fisken er ganske lille og klart juvenil (postlarval), men ganske velforbenet i rel. til størrelsen.

Slægtskab: Det synes at være en ganske specialiseret Paracanthopterygie (gruppen med de få primitive pirataborrer, samt ålebrosmer, torskefisk og skolæste i en undergruppe [Gadiformes m.v.] og tudsefisk og dybhavstudsefisk m.v. i en anden [Lophiiformes m.v.] noget mindre gruppe), med klare ligheder med tudsefiskene pgra. de få hvirvler, korte uparrede finner og de "skaftede", lavtsiddende brystfinner, der nok har kunnet støtte mod underlaget, og som er bagved bugfinnerne. Rygfinnen er primitiv med kraftige pigge, der ikke er omdannet forrest til en "fiskestang" (ilicium) til at lokke byttet til med, men ellers ligner fisken ret godt, hvad man kunne forestille sig som en meget primitiv slægtning til Antennariider (tudsefisk, eng. frogfish, not toadfish !), eller måske endda en primitiv lophiiform ("orden" opkaldt efter havtasker, Lophius - eng. anglerfish).

Videnskabelig interesse: En sådan tudsefiskelignende form er lidt af en sensation, for der kendes kun et eneste skelet af en egentlig tudsefisk, og det er fra Miocæn i N-Afrika, og det ligner næsten helt en nutidig art af Antennarius (idag ca. 20 arter) af tropisk til subtropiske fisk (enkelte tempererede) fra ret lavt vand. Ældst er otolitter (øresten) fra London Ler, 3-4 mill år yngre end Stolleklint Ler). Lophius-lignende fisk kendes fra Monta Bolca, N-Ital., der er 5 mill år yngre end Stollek.Ler). Og intet lignende er nogensinde fundet i Kridttid, hvor primitive slægtninge til pirataborrer er det nærmeste, der kendes (den pigfinnede Sphenocephalus) sammen med øresten af ålebrosmer.

Efter nøjere studium af den er jeg ganske overbevist om, at det er faktisk verdens ældste lophiiform, måske endda en primitiv tudsefiske-slægtning, der endnu ikke har rykket rygfinnen frem over hovedet og stadig har ret lang og primitivere hale.

Konklusion: DK 545 blev erklæret danekræ, da det er en unik og hidtil ukendt fisk af meget stor videnskabelig interesse, og som trods sin ringe størrelse er utroligt velbevaret i mange detaljer, der viser, at den må være ældste fundne form for en større gruppe af avancerede benfisk, her lophiiformerne, måske endog en slags tudsefisk.

 Note Fisk - tudsefisk

Danicafossils © 2015