Samlinger Lokaliteter TidstavleFaunalister Blin


Graamocetus longicollis

Klassifikation er ikke oplyst!

 Faktiske data om fund 
Katalognummer:
427
Accessionsnummer:
DK 474
Samling:
Danekræsamlingen
Samler:
Statens Naturhistorisk Museum
Finder:
Taco Geertsema
Bestemt af:
Lokalitet:
Gram Lergrav
Stratigrafi:
Gram Formationen
Periode:
Sen Miocæn
Type:
Sediment:
Glimmer ler

Billede

Foto ©: Sten Lennart Jakobsen


 Beskrivelse:   af  Niels Bonde 
De fem små hvirvler er de bagerste halshvirvler af en lille tandhval (idet ring- og taphvirvlen mangler), og de er holotype for en nye slægt og art af små delfinlignende hvaler, som Ella Hoch fra Midtsønderjyllands Museum i Gram har kaldt Graamocetus longicollis (altså ’hvalen fra Gram med lang hals’). Som holotype er fossilet pr. definition af unik videnskabelig værdi og er derfor blevet danekræ. Navnet skyldes, at formen af hvirvlerne viser en lille hval med ret lang og stiv, men tydelig og bevægelig hals, hvilket er usædvanligt for hvaler, hos hvilke hoved og krop oftest går lige over i hinanden uden en markeret hals. Hvirvlerne er ganske små, tilsammen mindre end 5 cm lange, og forbeningsgraden viser, at hvalen nok var voksen og dermed måske er verdens mindste hvalart mindre end en meter lang. Hvirvlerne er noget bredere og også noget længere i proportionerne end hos andre delfiner, så derved karakteriseres denne nye hval. Formen gør halsen stiv, men meget bevægelig op-ned og mindre til siderne end hos de små nutidige hvaler (især floddelfiner), der også har en tydelig og bevægelig hals. De mindste nutidige delfiner bliver 1,2 m lange som voksne.

En tydelig hals er selvfølgelig et oprindeligt træk, som også findes hos de primitive og uddøde delfinslægtninge kaldt kentriodonter, samt de endnu primitivere squalodonter (der også kendes fra vort Oligocæn, s. XX) og ’urhvalerne’ fra Eocæntiden. Måske er denne bevægelighed også en fin tilpasning til et liv med ringe plads og manøvrering i snævre [? Mangrovefyldte] farvande med mange lave sandbanker i store deltaer og langt op i flodmundingerne. Klimaet var efter et mindre varmeoptimum i Mellem Miocæn mere køligt og tempereret i den sent miocæne Nordsø, som har aflejret glimmerleret og sandet i Gram på omkring 50 m vand.

Der var også livsrum for mange andre hvaler som kaskelotter og primitive næbhvaler med mange tænder i kæberne, samt nogle andre mindre tandhvaler kun kendt fra løse tænder og de mere almindelige op til 10 m lange bardehvaler beslægtet med både gråhvaler og finhvaler som beskrevet af Mette Steeman for nyligt og tidligere af museets leder, Fl. Roth. Af bardehvaler kendes hele kranier og næsten hele skeletter udstillet på museet i Gram. Tilsammen en usædvanligt rig hvalfauna, som i Nordeuropa kun matches af miocæne hvalfund i Belgien og Nordtyskland.

 Note Halshvirvler af delfin , Graamocetus longicollis, i glimmer ler.

Danicafossils © 2015