Samlinger Lokaliteter TidstavleFaunalister Blin


Aturia? sp.

 Faktiske data om fund 
Katalognummer:
204
Accessionsnummer:
DK 219
Samling:
Danekræsamlingen
Samler:
Statens Naturhistorisk Museum
Finder:
Steffen Nørgaard
Bestemt af:
Niels Bonde
Lokalitet:
Mogenstrup Klint, Salling
Stratigrafi:
Vejle Fjord Formationen
Periode:
Sen Oligocæn
Type:
Konkretion
Sediment:
Brejning Ler

Billede

Foto ©: Sten Lennart Jakobsen


 Beskrivelse:   af  Niels Bonde 
Skal af nautil-blæksprutte.
Nautilskallen er ikke komplet, for beboelseskammeret forrest i skallen mangler. De kraftige og meget skarpe sving på septerne (væggene mellem de enkelte luftkamre) nær dyrets bugside viser, at der nok er tale om en art af slægten Aturia. Det er en af de få slægter af nautiler, der overlevede så sent i Tertiær, naturligvis bortset fra nutidens Nautilus og Allonautilus i Det Indiske Ocean og Stillehavet. Der er kun rapporteret om få andre danske fund af Aturia, alle i form af skalfragmenter fra oligocæne aflejringer, så den synes at have været sjælden på vore breddegrader. Et enkelt skalcentrum fra en tidligt Miocæn blok kan være omlejret, så måske er fundet fra Mogenstrup den yngste nautil fra Nordvesteuropa. I de lidt ældre aflejringer fra Slesvig-Holstens mellemste Oligocæn er Aturia mere almindelig.

At dømme efter fund fra især Fakse Kalkbrud, Lillebælt Ler og London Ler har nautiler været almindelige i Nordsøen i den ældre og varmere del af Tertiærtiden. De kunne blive ganske store - blandt fundene fra Lellinge Grønsand kendes et eksemplar på omkring 28 cm i diameter, og i London Ler er nogle op mod 1 m. Deres forsvinden fra Nordsø-området midt i Tertiærtiden skyldes formentlig det stadigt køligere klima koblet med en afbrydelse af havforbindelserne sydover til de varmere oceaner, bl.a. gennem Den Engelske Kanal. Det er i øvrigt værd at bemærke, at der tilsyneladende heller ikke, trods relativt høje temperaturer, levede nautiler i det næsten lukkede indhav, som Nordsøen var i det tidligste Eocæn. Det synes umiddelbart lidt mærkeligt, når der er fundet så mange oceaniske og fritsvømmende fisk i moleret. Vandringsvejene fra de åbne oceaner har måske været for lange.

Nautiler med deres simple og sædvanligvis bløde sving på septerne kendes tilbage fra Tidlig Devon, og nært beslægtede former findes muligvis i Ordovicium. Nautiler er mere primitive end de tiarmede og ottearmede blæksprutter, idet de har to par gæller i stedet for ét og simplere byggede øjne. Også den ydre skal er et primitivt træk. Nutidens tiarmede blæksprutter har rester af skallen inde i kroppen omvokset af kappen, mens de ottearmede helt mangler skallen. Nutidens nautiler har et stort antal meget tynde, korte tentakler placeret som fangarme rundt om munden, og ikke som de øvrige blæksprutter 8 eller 10 meget kraftige, lange arme forsynet med sugekopper og/eller kroge. Få og kraftige arme nok det oprindelige for hele gruppen af blæksprutter. Det fremgår i det mindste af nogle få exceptionelt velbevarede palæozoiske fund, hvor bløddelene kan anes.

Ammonitterne - endnu en gruppe af blæksprutter, der med talrige arter og i stort antal levede fra Devon til Kridt-Tertiær grænsen - er trods deres spiralrullede, udvendige skal fjernere beslægtet med nautilerne end med nutidens 8- og 10-armede blæksprutter. De fælles stamformer levede i Devontiden og havde lige skaller (orthoceratit-lignende blæksprutter som DK 204). Ammonitterne synes også at have haft få arme. Som fossiler kan de kendes fra nautilerne på deres septa, der er meget stærkt foldede. En ammonit, Acanthoscaphites sp., fra skrivekridtet ved Hvidskud, Møns Klint., er godkendt som DK 438.

 Note Nautil, sandsynligvis Cimonia, i konkretion fra formodet Brejning Ler.

Danicafossils © 2015