Samlinger Lokaliteter TidstavleFaunalister Blin


Aves phylum

Klassifikation er ikke oplyst!

 Faktiske data om fund 
Katalognummer:
170
Accessionsnummer:
DK 186
Samling:
Danekræsamlingen
Samler:
Statens Naturhistorisk Museum
Finder:
Erwin Rettig
Bestemt af:
Niels Bonde
Lokalitet:
Fur
Stratigrafi:
Fur Formationen
Periode:
Tidlig Eocæn
Type:
Sediment:
Cementsten

Billede

Foto ©: Sten Lennart Jakobsen


 Beskrivelse:   af  Niels Bonde 
Skeletdele af hønsefugle.
Hønsefugle er særligt interessante ved at høre til blandt de mest primitive nulevende neognather (med "moderne gane"), dvs. alle nutidsfugle undtagen palæognatherne, dvs. strudsefugle og tinamuer. Hønsefugle, Galliformes, samt de nærmeste slægtninge andefuglene, Anseriformes (tilsammen kaldet Galloanserae), er den første fraspaltede gruppe. Det må være sket i Sen Kridt, og måske er hønse- og andefugle endda adskilt allerede sidst i Kridttiden, hvis det antarktiske Kridt-fossil Vegavis faktisk kan vises at være en andefugl.

De mest primitive nutidige hønsefugles biologi er også interessant, for disse tallegallahøns (megapodider, 20 arter af hønse- til kalkunstore fugle fra Indonesien via Australien til Polynesien) er de eneste fugle, som har redebygning, der minder om krokodillernes - fuglenes nærmeste nulevende slægtninge. Megapodider laver 2-15 m høje redebunker af opskrabede plantedele, jord og sand. Ofte lægger flere hunner deres æg i samme høj og graver et hul til hvert æg. Gæringsvarme fra de rådnende planter udruger de store æg. De to andre familier af nutidige hønsefugle er hokkoer (Cracidae, 40 arter i Syd- og Mellemamerika) og - som de mest avancerede - fasanfugle (Phasianidae, 200 arter, inkl. tamhøns, i hele verden undtagen Australien). Der kendes tre uddøde "familier" af hønsefugle i Eocæn. De to aftryk i moler af bagben og fødder med bløddele bevaret under tæerne, DK 239 og 251, minder om lemmerne hos to af disse familier. De har som mange hønsefugle kort bagtå og forbenede sener under mellemfødderne.

DK 186 har begge baglemmer (undtaget øvre del af lårbenene) bevaret sammen med dele af bækken og brystben samt nogle hvirvler, der ikke ses her. Lemmernes ledflader, de lange kraftige lægben, de korte tæer på den kraftige fod med højt placeret bagtå og brystbenets lange og høje kam passer fint til en hønsefugl. Fossilet blev tidligere regnet som slægtning til fregat-pelikanfuglene (de "årefodede" fugle) og derfor som molerets eneste "havfugl". Men hverken dette fossil eller DK 239 og DK 251 kan med sikkerhed indplaceres i de kendte familier af disse typiske landfugle. De viser måske, at diversiteten af uddøde hønsefugle-familier var større end hidtil antaget i Tidlig Tertiær. Molerets hønsefugle er de ældste kendte i verden. Enkelte komplette skeletter af to af de uddøde familier er fundet i 4-5 millioner år yngre søaflejringer i Wyoming og i Messel, Tyskland.

 Note To fugleben i cementsten.

Danicafossils © 2015